2014

1. kvartfinale

Rest in Pieces ! ! !
SOBB's
Rhombus

2. kvartfinale

Frigga Feetless
Frost
Helga

3. kvartfinale

Kvantespring
Bandersnatch
Willi Bobo

4. kvartfinale

The Fire
Elliott
Musik För Hemløsa

1. semifinale

11. mar
Rhombus
Frigga Feetless

2. semifinale

Kvantespring
Musik För Hemløsa

Finale 2014

Rhombus
Musik För Hemløsa

Free jazzen sejrede til Ung Jazz 2014

Musik för Hemløsa på scenen i Jazzhouse

Årets vinder af Ung Jazz blev i lørdags fundet ved finalekoncerten i Jazzhouse. Det blev free jazz trioen Musik För Hemløsa, der endte med at løbe med prisen i en finale, der bød på to flotte koncerter, med to vidt forskellige udtryk.

For 15. gang blev der afholdt finale i den landsdækkende konkurrence for unge jazzmusikere, Ung Jazz. Finalen, der blev afholdt i Jazzhouse, stod mellem den trommeløse ”fuldblodsjazzkvartet” Rhombus og free jazz trioen Musik För Hemløsa. Det musikalske udgangspunkt for aftenens finale kunne ikke være mere forskelligt, og aftenens jury, som bestod af bassisterne Lennart Ginman og Helle Marstrand, og saxofonist Niels Lyhne Løkkegaard, fik da også deres sag for, da begge finalister spillede to forrygende koncerter. I sidste ende blev det dog trioen, der løb med sejren.

Noget at bygge videre på

Dommerne var heller ikke sene til at rose begge finalisterne for deres koncerter, hvilket både publikum i salen og dem, der lyttede til P8 Jazz's livetransmission fra finalen, sikkert vil kunne nikke genkendende til. Det var dog især vinderbandets ekspressive udtryk, deres sammenspil og fællesskab på scenen og evnen til at fortælle en historie, der gjorde særligt indtryk på juryen i dens bedømmelse af finalisterne, og som dermed sikrede Musik För Hemløsa titlen.

Om deres deltagelse i Ung Jazz sagde saxofonist i Musik För Hemløsa, Signe Emmeluth:

”Det har været en fornøjelse at være med i Ung Jazz 2014. Det har været en rig oplevelse at få lov at spille koncerter rundt om i landet, og møde de andre deltagerer samt høre deres koncerter. Stemningen har været god og vi har ikke tænkt så meget på, at vi var med i en konkurrence, men det er selvfølgeligt fantastisk dejligt, at vi har vundet og at vi har fået så megen positiv respons fra både jury og publikum. Desuden er det en vældig fin titel at have med sig i fremtiden, hvad angår bookninger af koncerter og andet musikalsk samarbejde.”

Nu skal vinderne først og fremmest ud og spille en række koncerter rundt om i Danmark, og senere se på hvor deres musik skal tage dem hen i Europa.

Præmierne

Som vinder af Ung Jazz følger der selvfølgelig også en række præmier med. Udover 15.000 kr. i støtte til en international turné, skal Musik För Hemløsa også spille til den fællesnordiske showcase Young Nordic Jazz Comets, der afvikles i Helsinki. Yderligere er bandet allerede booket til spillejobs på dette års Copenhagen Jazz Festival, Aarhus Jazz Festival og på Modern Jazz Days i Køge.

Fra JazzDanmark skal der lyde et stort tak til alle bands, spillesteder og jurymedlemmer, der har deltaget i Ung Jazz 2014.