2012

1. kvartfinale

Lennart Westergaard Trio
Frekvens Frekvens
Pli

2. kvartfinale

Collaboration
Reaktor
The Original Trio

3. kvartfinale

Rolling Shit
Basfemi
Make It Four

4. kvartfinale

25. feb
God Loves Fiction
Guldsne
Andromeda

1. semifinale

Frekvens Frekvens
Reaktor

2. semifinale

12. apr
Basfemi
Andromeda

Finale 2012

06. jun
Frekvens Frekvens
Andromeda

GALAKTISK TRIO VINDER UNG JAZZ KONKURRENCEN

Andromeda

Den landsdækkende konkurrence Ung Jazz fik onsdag d. 6. juni et brag af en finale i det nyåbnede Jazzhouse. Vinderen blev den intergalaktiske trio Andromeda, der med overbevisende numre, matchende rumdragter og kosmiske anekdoter tog publikum og juryen med storm.

Det var et tætpakket Jazzhouse, der tog imod de to finalister onsdag aften. Det Aarhusbaserede Frekvens Frekvens og ”rumnørderne” fra Andromeda havde begge kæmpet sig op gennem både kvart- og semifinaler og stod klar til at spille for både jury og publikum. Og juryen, der bestod af Signe Lopdrup, leder af Copenhagen Jazz Festival, Jakob Drong fra Jazzclub Loco og pianisten Makiko Hirabayashi, stod overfor en svær opgave. Begge bands spillede med stor autoritet og virkede som om de var vant til at spille for fulde sale i store klubber på trods af deres unge alder.

Vinderband på helium
Men da stemmerne i juryen var talt op stod dommen klar: Vinderen af Ung Jazz 2012 er trioen Andromeda:

”Aftenens andet orkester gik på scenen med en klar vision, et helt originalt koncept, en original besætning og original bandlyd. En trio der spillede med kolossal dynamik, humor og autoritet – ikke bare som gruppe, men I imponerede os også hver især på jeres respektive instrumenter. Som orkester spænder Andromeda vidt: Fra den galaktiske anarki til den gode melodi”

Sådan lød dommen fra juryen til Andromeda, da jurymedlem Jakob Drong læste højt. Originaliteten kan man ikke tage fra Christian Balvig (klaver), Rasmus Kjærgård Lund (tuba) – og Morten Skøtt (trommer). De er noget så sjældent som en klavertrio med tuba, hvor alle sangene tager udgangspunkt i kosmiske fænomener: Fra tidens relativitet over baggrundsstrålig fra The Big Bang og til den uddøende gasart helium. Sidstnævnte nummer blev introduceret med smølfestemme efter inhalering af, ja, helium.

Masser af jobs i sigte
Vinderbandet kan nu se frem til spillejobs på Copenhagen Jazz festival, Aarhus Jazz Festival, Køge Modern Days og Giant Steps i Svendborg. Desuden skal de spille til en national spillestedskonference og på showcase-eventen Young Nordic Jazz Comets, hvor bands fra hele Skandinavien bliver udvalgt til at spille for bookere fra en række internationale festivaler. Sidst men ikke mindst får bandet 15.000 kr. i transportstøtte til en en tour arrangeret i tæt samarbejde med JazzDanmark.

En hjælpende hånd til unge jazzbands
Sekretariatslederen for JazzDanmark, Lars Winther, kunne efterfølgende gøre status over dette års Ung Jazz konkurrence:

”Vi har i år haft 7 runder med i alt 18 koncerter med lovende musikere fra hele landet. Dermed er Ung Jazz større end nogensinde, og det er vi selvfølgelig stolte af. Men det vigtigste er sådan set ikke selve konkurrenceelementet, men mere de oplevelser og den erfaring de enkelte musikere får. Det er vores håb, at alle der har deltaget i Ung Jazz føler, at de har fået noget positivt med fra denne konkurrence, som de kan bruge i deres videre karriere”

JazzDanmark vil gerne sige stor tak til alle de bands, spillesteder og jurymedlemmer, der har deltaget i Ung Jazz 2012. Vi ses i 2013 til endnu mere Ung Jazz!